Sådan laver du den perfekte mate – hver gang

Sådan laver du den perfekte mate – hver gang

Der er noget særligt ved yerba mate. Ikke kun smagen og energien, men rytmen i det: at tage sig tid, hælde op, drikke, hælde op igen. Og selvom mate kan se “svært” ud første gang, er det faktisk ret simpelt, når du kender et par grundprincipper. Når de sidder i kroppen, kan du lave en mate, der smager godt og har stabilt flow — hver gang.

Først det vigtigste: det, du hælder i koppen, hedder yerba mate (ofte bare yerba og udtalt sher-ba i Argentina). Det er de tørrede blade og små kviste, som giver mate sin karakteristiske smag. For at komme i gang skal du bruge en mate-kop (gerne en kalabas, hvis du vil have den klassiske oplevelse), en bombilla (sugerør med filter) og varmt vand. Og her kommer den første “hemmelighed”, der alene kan redde mange første-forsøg: vandet skal være varmt — men ikke kogende.

0. Den rigtige vandtemperatur gør hele forskellen

Vandets temperatur er noget af det vigtigste for en god mate. Hvis man hælder kogende vand på, så bliver smagen "brændt" og alt for bitter. Den gode tommelfingerregel er derfor mellem 65–80°C, alt efter præference. Det gør smagen rundere og mere behagelig, og det er også bedre for yerbaen over en længere session.

Har du ikke en temperaturjusterbar elkedel eller et termometer, kan du stadig ramme tæt på: kog vandet, og lad det stå i 6–10 minutter. Det varierer lidt afhængigt af mængde og beholder, men det er et rigtig godt udgangspunkt.

1. Fyld koppen rigtigt (og gør det nemt for dig selv)

Når vandet er på plads, handler det om mængden i koppen. En klassisk ratio er at fylde ½ til ⅔ af koppen med yerba. Mere yerba giver typisk en kraftigere mate og en længere session. Mindre yerba gør det mildere og ofte lettere at styre som begynder. Og så kommer tricket, der gør mate både mere stabil og mindre tilbøjelig til at stoppe til: at lave det lille “bjerg” i koppen.

2. Lav et “bjerg” af yerba (montañita)

Det lyder avanceret, men tager under 30 sekeunder. Dæk toppen af koppen med din håndflade, vend koppen på hovedet/siden og ryst den let et par gange. Nu vender du roligt koppen tilbage men stadig en smule på skrå, så yerbaen ligger skråt i den ene side — som et lille bjerg — og så du får et hulrum i den anden side. Det gør to ting: de fineste partikler samler sig og sætter sig, og du får et klart sted at hælde vandet. Resultatet er ofte bedre flow og en mate, der holder formen.

3. Hæld en smule vand

Inden du hælder varmt vand på, kan du gøre din mate endnu mere stabil ved først at hælde en lille smule koldt eller lunkent vand ned i hulrummet. Ikke over hele toppen — kun der, hvor vandet skal være. Lad det trække 20–40 sekunder. Det “forsegler” yerbaen, gør smagen mere behagelig og hjælper bjerget med at blive stående. For at beholde dit lille bjerg lettere, anbefales det at stille din kop på din bombilla, så du bevarer den lille hældning og bjergets struktur.

4. Sæt bombillaen — og lad den være

Når yerbaen har sat sig, sætter du bombillaen ned i hulrummet og helt til bunden i din kop. Her er en vigtig regel, som mange overser: når bombillaen først sidder rigtigt, så lad være med at røre rundt. Hvis du rører den rundt som et almindeligt sugerør, frigiver du flere fine partikler, og så øger du risikoen for tilstopning.

5. Hæld op til den første "rigtige" kop

Nu er du klar til at drikke din mate. Hæld varmt vand ned i hulrummet ved bombillaen. Undgå at hælde ud over hele toppen — det gør smagen fladere og kan ødelægge “bjerget”. Mate skal ikke sidde og trække, så når du har hældt op, så er den klar til at drikke med det samme! Når du har drukket den første kop færdig, så fylder du bare op igen, når du får lyst.

6. Nyd din mate!

Fyld op, drik, og hæld op igen samme sted. Det er normalt, at smagen udvikler sig undervejs. De første opfyldninger er ofte de mest intense, og senere bliver den mildere. Hvis den til sidst bliver meget “vandet”, kaldes det ofte at mate’en er blevet lavado — altså at den er “vasket ud”. Når du når dertil, kan du enten fortsætte, hvis du kan lide den mildere, eller du kan forsigtigt dreje koppen en smule og åbne et frisk område af yerbaen. Her tager du altså noget af den yerba, der endnu ikke er blevet fugtig, og hælder vandet ud over den. Dette giver ny smag til din mate. Sådan fortsætter du indtil, du ikke har mere frisk yerba tilbage i din kop, eller indtil du ikke vil drikke mere.

Små problemer? Her er de hurtigste fixes

  • Hvis din bombilla stopper til, er løsningen næsten altid: ryst yerbaen inden du former bjerget, brug lidt koldt/lunkent vand først, og lad bombillaen sidde, når først du har sat den i.
  • Hvis det smager for bittert, er det typisk fordi vandet er for varmt. Sænk temperaturen, eller brug en smule mindre yerba.
  • Hvis det smager for svagt, kan du fylde lidt mere yerba i næste gang — eller hælde en anelse varmere vand på (husk helst ikke mere end 80 grader!).

Hvis du bruger kalabas: kort om pleje

Kalabas er et naturmateriale, og det er også derfor mange elsker den: den får karakter med tiden. Efter brug er det en god vane at tømme yerbaen, skylle let og lade koppen tørre helt. Undgå lang iblødsætning — og sørg for, at den kan få luft, så den ikke bliver stående fugtig. Lad den derefter tørre helt inden næste brug. Det er meget vigtigt for at holde din kalabas sund.


Når du først har prøvet det et par gange, bliver mate mindre en “opskrift” og mere en rytme. Varmt (men ikke kogende) vand, et stabilt bjerg, bombillaen sat rigtigt — og så bare roligt tempo og nydelse. Held og lykke!

Tilbage til blog